Digitalis - det må man have i en "cottage" have. Der findes ikke noget, der er mere "romantisk". Og så er de utroligt nøjsomme og kan gro i al slags jord. Her i haven gror de fleste på stendiget, hvor jorden er ren sandjord.
Og det er rigtigt, at de sår sig selv, lige som de har lyst til. Det får de så lov til, men der hvor vi ikke vil have dem, bliver de så hevet op og evt. plantet et andet sted. For at begrænse dem klipper vi dog også blomsterstandene af efter blomstringen. Når de første blomsterstande er klippet af, kommer der nye mindre fra sideskuddene.
De er toårige, og det første år står de som rosetter, og andet år blomstrer de. De kom som sagt af sig selv, men de har jo nok lagt som frø i lang tid og ventet, for pludselig at spire og producere blomster. Vi har nok flest af dem hvert andet år.
Blomsterfarverne i haven svinger fra hvide til mørkrosa. De findes også i gule og violetter farver. Derudover er der en chokoladefarvet, som jeg lige har fået frø fra. Det glæder jeg mig meget af at se -to år er lang tid.
Digitalis skulle kunne blive op til 150 cm. Her i haven er de dog set noget højere.
De blomstrer fra juni til september.

Digitalis stimulerer væksten af andre planter ved at ophobe høje koncentrationer af kalium,jern og kalcium. Bladene er rige på kiselsyre og mangan og virker som grøngødning, når de er faldet af og har fået lov til at ligge.

Digitalis er en gammel lægeplante, som blev dyrket i middelalderens klosterhaver og blev brugt til hjertemedicin. Planten indeholder digitalis-glykosider, som nedsætter hjerterytmen, og anvendes medicinsk.
Forkert anvendt er den dødeligt giftig og kan medføre hjertestop.

Planten er en reliktplanter, d.v.s.efterkommer af planter, der blev dyrket i middelalderen.

Digitalis og humlebier har et helt specielt forhold. De eneste insekter der kan bestøve Digitalis er nemlig humlebierne.Og de kommer i stor mængde - kan jeg fortælle -godt de er så fredelige. Disse store insekter er nemlig de eneste, der er stærke og brede nok til at kravle op i de stejle blomster. Nogle gange ser man fluer og honningbier forsøge, men uden held. Uden humlebierne ville Digitalis ikke kunne frøformerer sig.

De fine fregner der findes nederst på Digitalis blomsten, er landingsmærker planten har skabt så humlebien kan se at det er her er landingsbanen.

Humlebier kan huske, og hvor der er Digitalis vil humlebierne altid komme tilbage efter nektar, så længe der er blomster på planten.

Digitalis symbolske betydning er uoprigtighed, så man skal tænke sig om, hvis man forære en buket fingerbøl væk